Ang. brugen af pyroteknik under kampen VB – AGF

Under kampen mellem Vejle Boldklub og AGF søndag d.27/4-15 var vi i udebanesektionen vidner til en uheldig episode: I forbindelse med de 15 minutters protest imod awaykortet i starten af 1. halvleg, blev der desværre kastet et romerlys på banen. Denne tilgang til pyroteknik skal stoppe. Nu!

I Nýsir er vi tilhængere af brugen af pyroteknik på de danske fodboldstadions – under ordnede og forsvarlige forhold. Dette inkluderer IKKE romerlys der kastes på banen. Episoder som den mod VB skader vores image som fredelige og festlige supportere. Hvis vi skal have noget som helst håb om at se pyroteknik legaliseret i fremtiden – og have nogen som helst chance for at vinde kampen mod divisionsforeningens forkætrede away-kort, så må den slags episoder ikke finde sted.

Vi vil gerne understrege at det ikke var medlemmer af Nýsir der kastede romerlyset på banen. Den slags tolererer vi ikke. Tværtimod sørgede vi og vore ligesindede medfans i udesektionen for, at synderen blev bedt om at forlade stadion.

I fremtiden vil vi ikke tøve med at gentage denne fremgangsmåde.
Romerlys hører (kun) til på tribunen – og skal holdes i hånden.

Med venlig hilsen

Nýsir Aarhus